

Turen starter ved færgelejet i Snaptun og er fint markeret hele vejen til Juelsminde. En tur på ca. 23 km inkl. en afstikker til Ravns Kitchen i As Vig.
Der er langtidsparkeringspladser på havnen og flere pladser vest for byen.

Stien går fra havnen sydøst på.

Stien har en rund, rød markering.

Efter ca. 800 m kommer vi til Svenskeskansen, et udsigtspunkt, med fin udsigt til Hjarnø.

Svenskeskansen i Tønballe Skov ved Snaptun er formentlig opført under svenskekrigen i 1658. Det siges at de fyrretræer der vokser på skansen i dag, nedstammer fra frø som soldaterne uvidende havde medbragt i deres udstyr. Svenskeskansen beskyttede effektivt indsejlingen til Horsens, men var ikke særlig godt befæstet mod indtagelse fra landsiden. Læs mere på: udinaturen.dk.

Efter yderligere et par hundrede meter kommer vi til Tønballe Tårnet, et smukt udsigtstårn i træ, som er bygget op omkring et stort bøgetræ, således at grenene danner et tag over tårnet. Fra tårnet har du en smuk udsigt over Snaptun, Hjarnøsund og øerne Hjarnø og Alrø. Link til folder om Tønballe Skov og området omkring Naturcenteret.

1,6 km fra Snaptun havn passerer vi Tønballe Teltplads, en kystnær teltplads indrettet med bålplads med grill.
Vi kommer tæt på kysten og kan se skaderne fra den seneste storm.

Efter 4,4 km kommer vi til Jensgård, hvor vi holder turens første pause.
Godset Jensgård ligger i det naturskønne område nær mundingen af Horsens Fjord, ud til As Vig. Hovedbygning er opført i 1754 og fremstår smukt bevaret i bindingsværk. Siden 2018 har Jensgård været ejet og drevet af familien Nissen. Kilde: jensgaard.dk.

Efter Jensgård følger vi Jensgårdsvej små 500 m, før ruten drejer til venstre ned mod Pøt Strandby.
Her følger vi Østrupvej 1,3 km, før ruten drejer fra til venstre ad Pøtvej.
Efter små 2 km drejer vi til venstre ad Pøt Strandvej, som går bagom sommerhusområdet.

Pøt Strandvej drejer til venstre, men vi fortsætter lige ud sydpå og efter 150 m. drejer stien østpå. Se billede.

Vi følger stien gennem Søderby Skov, til vi kommer til et stort og flot åbent areal, der fører ned til stranden.

Vi skal nu gå langs stranden i As Vig 1,7 km.

Efter 1,7 km langs stranden kommer vi til Rårup Ås udløb.
Her forlader vi Kyststien for at gå op til Gludvej, hvor vi indtager dagens frokost på Ravns Kitchen.
Læs evt. artiklen fra september 2022.

Sparkøbmanden har en tilgængeligt toilet med dør ud til parkeringspladsen.
Vi fortsætter og går gennem sommerhusområdet tilbage til Kystruten.


Efter 2,7 km langs kysten går ruten sydpå og skærer As Hoved af.

OBS på, at stien forlader stranden. Der er en markering, som kan overses.
Vi kommer nu op på en markvej, der går direkte sydpå 700 m.

Herefter drejer stien til højre og følger grusvejen Palsgaardvej 1 km ad den smukkeste allé.
Allétræerne, stengærdet og den lille Humlegård Skov blev fredet i 1952.
Fra alléen er der udsigt over havet med Hjarnø i det fjerne.


Vi når nu ned til Humlegård Skov, hvor vi forlader stien (se kortet) for at nyde Bjørn Nørgaards skulpturer.

Her går vi over Broen, en af Bjørn Nørgaards skulpturer.
Broens fortælling om at binde det adskilte sammen er en reference til Palsgaards faglige opfindelser og sociale idealer. Beplantningen ved broen er sammensat af planter fra de fire verdensdele. Det er et symbol på virksomhedens udbredelse i hele verden. Jf. bjoernnoergaard.dk.
Tag en afstikker til højre for at se Stelen.

Længere fremme passerer vi Fisken.
Et vandspy i rødlig granit ved søen i haven. Jf. bjoernnoergaard.dk.

For enden af parken passerer vi Ruinen.
Ruinstykkerne i murværket kommer bl.a. fra Kronborg Slot i Helsingør. Skulpturen bliver indviet d. 28. maj 2025.
I 2022 blev Stelen, Broen, Fisken og Bænken afsløret i Palsgaard Park, og i løbet af 2025 vil der være i alt syv skulpturer spredt rundt i skovhaven. Jf. bjoernnoergaard.dk.

Vi følger nu alléen ned til stranden.

Et par meter før vi når stranden, drejer stien fra til højre, hvor den er anlagt i kanten af marken.

Vi følger kysten 5,5 km, indtil vi når havnen i Juelsminde.
På et stykke er stien anlagt på toppen af diget og er en udmærket grussti på næsten 3 km.
Lige inden byen passerer vi en stor parkeringsplads, hvor der er off. toiletter.

Fra Juelsminde er der bus retur til Snaptun. Ellers start med busturen.
Opmålt i OsmAnd er ruten inkl. afstikkeren til Ravns Kitchen og skulpturerne i Humlegård Skov nøjagtig 23 km.
Tracket bliver altid lidt længere pga. af små afstikkere i naturen.
God tur.