
Skøn lille 7 km’s tur fra havnen i Troense, gennem Grønnedal, ad Badstuestien, forbi Ambrosius-egen, Valdemars Slot, langs stranden og Reberbanen, forbi lodshuset, gennem Troense og tilbage til havnen.
Parkering på eller oven for havnen. Indtast Landingen 4, 5700 Svendborg.
Flere P-pladser over for Strandgade 33.
Der er toiletter på havnen.

Vi går vestpå ud langs vandet og derefter op ad Eskærvej.
Efter nr. 66 kommer Øhavsstien ind fra nord. Efter 50 m op ad Eskærvej fortsætter den sydpå ad Grønnedal. Vi følger stien og passerer denne oase, som er bibeholdt trods meget nybyggeri i området.

Vi følger Øhavsstien gennem Grønnedal, kommer ud på Badstuen, hvor vi efter 70 m drejer til højre ad Badstuestien. (Se billedet).

Badstuestien munder ud i Grønnegade. Her drejer vi til højre.
Vi kommer ikke gennem den idylliske Grønnegade på denne tur, så det anbefales at gå gennem denne gade enten nu eller som afslutning på turen.

Efter små 100 m drejer vi til højre og går nu sydpå gennem Kohave-skoven. Her står en smuk ægte kastanje. (Se billedet).

Øhavsstien drejer til højre vestpå. Drejer I til venstre, kan I korte 600 m af ruten og i stedet komme forbi et usædvanligt stort træ; en botanisk sjældenhed, nemlig kæmpefyrren Sequoiadendron giganteum eller Mammuttræet. Selv om træet ikke er nær så stort som sine californiske artsfæller er dette træ alligevel et imponerende syn. Læs mere..
Men vi fortsætter ad makrvejen vestpå.


Inde til venstre mellem tæerne er der ryddet omkring et særligt træ, som kaldes Peter Løbers Eg, formentlig opkaldt efter en Peter Skovløber.

Vi fortsætter og kommer nu ud på Jydevej. Kigger vi over mod skoven, kan vi se, hvordan dyrene har studset træerne op til en vis højde, så de har en tydelig kant.

Vi fortsætter gennem Peterskov Huse og kommer ud til Nørreskovvej. Her er det ikke til at overse Ambrosiusegen.
Ambrosiusegen er ca. 400 år gammel. Stammens omkreds er over 7 meter og træets højde er 20 meter. Egen er fredet og opkaldt efter digteren Ambrosius Stub, som var skriver og huspoet på Valdemars Slot. Efter sigende yndede digteren at sidde og læse eller skrive under egen.
På kortet har jeg sat et gult flag, cirka hvor I kan finde kæmpefyrren.


Efter at have gået gennem Nørreskoven parallelet med Nørreskovej forlader vi Øhavsstien og fortsætter nordøstpå med det inddæmmede nor på venstre side og havet på højre.

Vi passerer nu Valdemars Slot og fortsætter langs Slotshagen Strand.

Her er en vidunderlig duft af hybenroser, så vi tager stien gennem roserne.

Vi passerer den smukke tepavillion, som tidligere kunne lejes til selskaber.

Vi fortsætter langs stranden. Den er noget stenet, men kun et kort stykke.

Vi når nu frem til Reberbanen, hvor der tilsyneladende stadig slås reb.

Vi når nu hen til Lodshuset og går op ad Lodsvejen.

Her drejer vi til højre nordpå ad Troense Strandvej. Troense Strandvej fortsætter vestpå hele vejen hen til havnen.

Lige før havnen er der anlagt en fin trappe ned til havnen.
Alternativt kan I fortsætte ad Troense Strandvej, som munder ud lige over for Storms Hjørne og den idylliske Grønnegade.
