Langkawi

Fra Georgetown på Penang sejlede vi til Langkawi en rigtig Bountyø længere nordpå. Her havde vores glimrende rejsebureau valgt at indlogere os på Berjaya Beach and Spa Resort. Et resort med 502 værelser placeret i små hytter rund omkring på en bjergskråning. Nogle bygget på pæle helt ude i vandet. (Se billede i tidligere indlæg). Vores var monkey class og placeret oppe mellem træer, buske og – aber. Vi ankom d. 30. dec., så Mariannes fødselsmiddag blev indtaget på en af resortets 4 restauranter – en kinesisk. Menuen stod på pekingand, chicken in claypot, kinesisk broccoli med hvidløg og ris. Til dessert: almond curd with longan fruit og cappuccino.

Næste dag lå vi bare på vores solbænke og læste bøger, badede og slappede af indtil det store nytårsarrangement skulle løbe af stablen. Langkawi er toldfrit område og øen har sin egen internationale lufthavn ikke særlig langt fra dette resort. Dvs. mange af gæsterne tilbringer al deres tid på resortet.

Der er swimmingpools i flere niveauer. Én endog med en bar, du kan svømme hen til og sætte dig på en af de stole, der befinder sig under vandet. Der er masser af aktiviteter, man kan deltage i – lige fra dykkerture til vandski ($). Der var vældig mange ikke særlig behagelige russere.

Personalet på resortet havde arbejdet på forberedel- serne til den store nytårs galla middag i en hel uge. Temaet var Borneo Nite og 700 mennesker skulle bespises og underholdes. Der var dækket op på stranden med runde borde, der var scene og borde til buffeter og barer hele vejen rundt. (På billedet peger Ed på det sted, hvor vi skal sidde senere den aften).

Kl. blev 18.30, og vi gik i vores fineste tøj til festen. Ved indgangen fik vi gaver. I den ene hånd fik vi en flettet kurv fra Sarawak indeholdende en halskæde og et armbånd, typiske malaysiske smykker. I den anden hånd fik vi en kokosnød med sygerør. Vi fik anvist vores pladser. Alle tjenere og andet personale var i det fineste tøj. Der var en tjener pr. bord, som således servicerede os 10 ved vores bord hele aftenen. Vi havde fået selskab af 4 franskmænd, 2 fra UK og 2 fra Sydafrika. (Det er de sidste 4 nævnte på billedet).

Der blev sagt værsgo, da alle de Borneo- pyntede buffeter var klar. Jeg fik fyldt den første tallerken med kæmpe tigerrejer, lobster, soft shell crabs og muslinger, nej hvor lækkert.

Der var underholdning flere gange i løbet af aftenen og kl. 24 var der fyrværkeri.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *