Turen går gennem skovene vest for Gudbjerg. Vi går ruten mod uret rundt. Link til samme rute blot med uret rundt.
Turen er tegnet i OsmAnd og opmålt til 11,8 km.
Vi parkerer på Sortemosevej. Indtast Sortemosevej 60, 5862 Gudbjerg og parker i vejkanten øst for.
Vi går 2-300 m østpå ad Sortemosevej indtil en skovvej går til venstre ind i skoven.
Vi følger skovvejen gennem Dyrehaveskoven 1 km, indtil vi når en tilbagetrukket ejendom (Knøsevej 9) og ret derefter kommer ud på Knøsevej.
Ved udkørslen til Knøsevej står der en stor sten, der tydelig fortæller, at herinde (hvorfra vi kom) ligger Dyrehaveskoven.
Vi drejer til venstre og efter ca. 150 m drejer vi til højre og fortsætter nordpå gennem Gudbjerg Skov. Her er der stor mulighed for at se rådyr/dådyr.
Efter 1,2 km når vi Skovvej. Her drejer vi til venstre.
Vi passerer Skovvej nr. 14, hvor der i dag er en lille bod med æbler.
Vi drejer til højre og fortsætter ind mod Mullerup Skov.
De første små 300 m har vi marker på begge sider.
Vi har gået ca. halvdelen af ruten og er kaffetørstige. Desværre er der ingen naturlige siddepladser, så vi må ty til skovbunden og vores medbragte siddepuder.
Efter 1,5 km gennem Mullerup Skov når vi Mullerupvej, hvor vi drejer til venstre. Lige rundt om hjørnet kommer vi til Mullerup Gods.
Mullerup har været ejet af nogen af tidens mest markante personligheder, bl.a Peder Lykke, der ejede gården i begyndelsen af 1500-tallet. Han var således en af lederne af det jyske oprør, der i 1523 afsatte Christian II (1481-1559).
Gården går i arv til Jørgen Lykke, som i 1548 solgte Mullerup Gods til Johan Friis, der bl.a. ejede den nærliggende herregård Hesselager. Friis var en af tidens mest indflydelsesrige mænd. Han var kansler og ansvarlig for landets indenrigs- og udenrigspolitik, såvel som for statsfinanserne.
Herefter skifter gården hænder adskillige gange, indtil den i 1882 bliver solgt til Christian Ditlev Ammentorp Hansen. Han var uddannet apoteker, men samtidig en driftig og innovativ erhvervsmand, der tjente formuer på sine fabrikker, der producerede smørfarve, osteløbe m.m.
Det kan anbefales at besøge Apotekerhaven i Gudbjerg. Se artikel i Fyns Amts Avis.
Christian Hansen gik i gang med at forbedre Mullerups bygninger, ligesom han moderniserede godset drift. Hansens efterkommere ejer stadig Mullerup i 2023, hvor gården tilhører Nina Bernhoft. Kilde: danskeherregaarde.dk.
Godset har navn efter kansler Johan Friis Mullerup, som i 1548 her lod opføre det første danske stamhus sammen med herregården Hesselagergaard.
Da Christian Ditlev Ammentorp Hansen købte Mullerup i 1882, var den daværende bygning så forfalden, at han rev den ned og opførte den nuværende hovedbygning i 1884-1887. Hansens anlæg, der blev tegnet af arkitekten Charles Abrahams, er stærkt inspireret af den franske renæssancearkitektur.
Hovedbygningen ligger på et voldsted omgivet af vand til alle sider. Øst for hovedbygningen ligger den store park, som i høj grad er præget af lange lindealléer, som blev anlagt i midten af 1700-tallet. Haven er præget af vandfyldte grave og søer og har fire broer. Kilde: danskeherregaarde.dk.
Herefter går turen godt en kilometer ad Mullerupvej, før vi forlader den noget trafikerede vej og følger Grøftehavevej små 400 m, før vi drejer til venstre ned mod skoven Skramsvænge.
Skovvejen snor sig gennem Skramsvænge og videre ind i Præsteskov.
Vi følger blot vejen, indtil vi når den asfalterede vej Skovvej. Her drejer vi til højre og kort derefter drejer vejen til venstre. Ret derefter forlader vi asfaltvejen og går ind i skoven til højre. Se kortet.
Små 500 m inde ad skovvejen, kommer vi til en sø, hvor der mejet belejligt står nogle bænkesæt.
Vi må tilbage til asfaltvejen for at fortsætte sydpå. Efter 660 m ad asfaltvejen drejer vi til til venstre ind i Gudbjerg Skov.
Vi følger vejen og drejer til højre efter 1,2 km. OBS på at dreje til højre, for ellers når I tilbage på den stiv, hvor I tidligere har gået.
Efter 1,5 km når vi ud til Knøsevej. Her drejer vi til venstre og passerer en stor ejendom med heste.
Godt 300 m østpå forlader vi Knøsevej og går gennem Dyrehaveskoven.
Efter en god kilometer er vi tilbage ved bilerne.
Dagens track, som igen blev lidt længere end den optegnede rute. Mit garmin-ur er gavmild med kilometerne.