Jeg har siden oktober næsten uden undtagelse arrangeret en vandretur på ca. 12 km hver onsdag plus desuden enkelte fredage byture på ca. 10 km. Turene blev indtil marts 2021 slået op i Facebookgruppen “Sydfynske Vandringer”, men jeg har siden etableret Facebookgruppen “Skildpadderne”, hvor jeg nu slår mine ture op, og de foregår nu på alle ugens dage.
I dag gik turen fra Orte Mølle op gennem Løvehave til Egebjerg og Egebjerg Mølle. Coronarestriktionerne har sat et max. på 10, så de øvrige 5 startede lidt senere og gik med Steen ud på en lidt længere tur. Til formiddagspausen ved søen var der både en timian-hyldeblomst-citron-dram og julebrunekager. Frokostpausen holdt vi indendøre på kværnloftet på Egebjerg Mølle.
Jeg sætter mig med min mobil og tegner en rute i den app, der hedder OsmAnd. Start og slut skal være et sted, hvor vi kan parkere, og ruten skal lægges, så vi kommer til at gå på så lidt asfalt som muligt. De fleste ture er pionerture. Dvs. jeg har ikke gået turen før, så deltagerne er forberedte på, at der muligvis ikke er en farbar vej eller sti, og at vi derfor må gå off path, hvis ikke vi skal gå tilbage eller finde en anden vej udenom.
Jeg synes det er sjovt at arrangere, og selvom det er på en hverdag, har der været overvældende tilslutning – så meget, at en deltager, der er vant til at være turguide, er begyndt at tage halvdelen af de tilmeldte under sine vinger.