Turen starter og slutter ved Hotel Hohenzollern. Jeg har tegnet ruten i OsmAnd ud fra en tur, du kan finde på Komoot.
Vi forlader hotellet, som ligger på hjørnet af Moltkesstraße og Schubystraße og går mod øst ned ad Schubystraße.
Ved Carstensgang (og vi er nu på Komoot-ruten) drejer vi til venstre og til venstre igen ad Faulstraße til vi kan se Polierteich-søen.
Ved søen drejer vi til højre og følger stien langs søen og videre ad Kattsund, til vi når ud til Gallberg.
Her ved Stadtbäckeri Hagge krydser vi vejen og fortsætter 90 m, indtil vi drejer til højre ad en sti, der fører os forbi et par parkeringspladser.
Efter ca. 160 m ad stien og ved den anden parkeringsplads drejer vi til venstre gennem et grønt område med træer, der har hver sit forklarende skilt.
Vi når nu til en allé, der fører os først nordpå og derefter østpå rundt om et vådområde.
Hvor stien munder ud i Holmer Noorweg, drejer vi til højre og følger den befærdede vej.
Vi forlader vejen efter ca. 400 m og krydser over Auf der Freiheit. Se billede. Vejen hedder stadig Holmer Noorweg endnu 70 m.
Her drejer vi til højre ad Am St. Johannniskloster. Se billede.
På venstre side af vejen ligger St. Johannnisklosteret.
Vi lader os friste og undersøger området, som bla. indeholder en Bibelhave.
Vi fortsætter vestpå ad Süderholmerstraße på Holmen.
Holmen er en gammel fiskerbydel, hvor indbyggerne i århundreder har haft deres egne sæder og skikke. Betegnelsen Holm er dansk og betyder lille ø. Den idylliske bydel indtil 1933 omkranset af vand.
Fiskerbyens midtpunkt er den lille kirke fra 1876. Kirken er omkranset af træer, og kun bydelens befolkning bliver begravet på kirkegården. Holmen har sandsynligvis været beboet siden det 11. århundrede. Kilde: Wikipedia.
Vi fortsætter og krydser Knud-Laward-Straße.
Ret derefter drejer vi til højre ad Hafengang, som ender i en sti, der fører os øst om byen og langs et vådområde.
Efter at have nået Schlachterstraße drejer vi til venstre ad en sti, der fører os til Lange Strasse, som vi krydser for at fortsætte ad Königstraße.
Vi drejer til højre og fortsætter nordpå ad Domweg, krydser Kälberstraße og kommer ind i et grønt område.
I det grønne område drejer vi til venstre ad Lornsengang og følger søen Kälberteich (se billede), til vi når ud på Am Lörnsenpark.
Hvor Am Lörnsenpark munder ud i Plessenstraße står denne skulptur på hjørnet. Her drejer vi til højre, og i lyskrydset drejer vi til venstre og går ned ad gågaden Stadtweg.
Vi går op ad gågaden Stadtweg. Der er flere konditorier, caféer og fastfoodforretninger, men vi har udset os en restaurant længere fremme.
For enden af gågaden drejer vi til venstre, og da vi når Königstrasse, krydser vi over og går 50 m østpå til Restaurant Lucifer.
Restaurant Lucifer ligger i en tidligere togstation, som nu er forvandlet til et rustikt, men funktionelt bryggeri. Her spiser og drikker du ved siden af brygpander og elkedler. Billedet nedenfor er fra restaurantens hjemmeside.
Efter en glimrende frokost fortsætter vi vestpå ad Strandweg. Passerer det store skolekompleks Schleswig Domschule og og fortsætter ud langs Slien. Overfor os kan vi se Wiking Yachthafen og Wikingturm.
Det ottekantede tårn har 28 etager og en højde på cirka 85 meter. Bygningen indeholder i alt 241 lejligheder. I den øverste etage befinder sig et restaurant, hvorfra besøgende kan nyde udsigten over Slien. Kilde: Wikipedia.
Midt på Schleipromenaden står denne 1,70 m høje bronceskulptur af Carl Constantin Weber.
Dette kunstværk blev bestilt udført af Potsdamskulptøren Carl Constantin Weber af Rotaryklubben i Schleswig-Gottorf i anledning af Slesvig Statshaveudstilling og blev højtideligt afsløret i nærværelse af kunstneren lørdag den 12. april 2008.
Siden den slesvigske kvinde står på den såkaldte Love Island på Schlei-promenaden i Slesvig by, er den blevet et populært fotomotiv. Flere runde piedestaler er grupperet rundt om figuren, hvilket giver indtryk af, at kvinden med sin hat, kappe og badedragt hopper fra piedestal til piedestal mod vandet. Kilde: sh-kunst.de.
Vi krydser den trafikerede Gottorfer Damm og snor os over til den hvide bro, der fører over til Gottorp Slot.
Slottet er absolut et besøg værd. Tjek aktuelle udstillinger her.
Vi krydser ind mellem bygningerne og finder stien, der fører os nordpå.
Her går vi ad Schlossallé.
Den gottorpske slotsø var i det 17. århundrede omkranset af prægtige slotshaver. Så tidligt som sidst i det 16. århundrede opstod Vesthaven og Den Gamle Have syd for øen, og fra 1637 – altså midt i Trediveårskrigen – befalede hertug Frederik 3. af Gottorp sin hofgartner Johannes Clodius (1584-1660) at anlægge en ny og spektakulær slotshave. Læs evt. mere om barokhaven.
OBS på, at Barokhaven er vinterlukket. Vi fortsætter op langs haven ad Schleswig-Holstein-Allé. Se billedet.
Små 500 m oppe ad alléen drejer vi til venstre og går op ad flere sektioner trapper. Heroppe kan vi få et view ud over Barokhaven og ned over Gottorp slot.
Vi forsætter nordpå og drejer til højre og følger stien rundt, indtil vi når en asfalteret vej. Her finder vi en trappe, der fører ned mellem nogle bygninger og ud til Flensburger Straße.
Vi krydser Flensburger Straße og fortsætter op ad Rosenweg. Se kortet.
Derefter går det østpå frem til Friedrich-Ebert-Straße og Politistationen, hvor vi drejer til venstre.
Vi når nu ud til Schrubystraße, hvor vi drejer til højre og efter godt 300 m er vi tilbage ved udgangspunktet Hotel Hohenzollern.
Turen er opmålt til 9,04, men med små afstikkere nåede vi op på 9,88 km.