Vi mødes på havnen i Vindeby. Der er god plads til parkering og toilet med indgang på bagsiden af den røde bygning længst mod vest.
Som det fremgår af kortet følger vi stort set Herregårdsruten (den lilla streg), indtil vi må nordpå for at komme tilbage til udgangspunktet.
Turen er opmålt til 40,9 km. Det er inkl. afstikkerne til Skovballe Havn, fugletårnet ved Monnet og Stjoul Fiskerihavn.
Vi cykler vestpå ad Kystvej gennem Bratenskoven, op langs Svendborgsundbroenog videre ud ad Bratenvej.
Efter godt 200 m ad Bjernemarksvej drejer vi til højre ind i Horseskoven.
Skovvejen ender i den asfalterede Horsevænget, som munder ud i Horsskovvej ved dette bindingsværkshus.
Her er dagens cykelhold fotograferet i Bjernemark. Bjernemark er speciel ved, at man her kan opleve, hvor tæt gårdene har ligget før udskiftningen, som var en del af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet.
Bjernemark undgik udskiftningen.
Vi fortsætter ud af den lange lige Vornæsvej.
Her passerer vi Vornæs gamle skole.
Vi forlader Vornæsvej ved at holde til højre ud ad Vornæs Skovvej.
Godt 500 m inde i skoven går der en grusvej ned til vandet. Her er en vendeplads med et par informationstavler ang. fiskeri og sejllads med jetski og en skraldespand, ellers ingen faciliteter, men et flot udsyn ind ad Svendborgsund. Passende til dagens første pause.
Herregårdsruten skærer turen rundt langs kysten og rundt om Vornæs skov af. Det er synd, for det er en smuk tur.
Vi kommer nu til Vejlen.
Her er et rigt fugleliv med mange vadefugle, ænder og gæs.
Vil du se på fugle, er der en sti fra p-pladsen ved vejen “Vejlen”. Stien fortsætter i en bræddevej ud gennem rørskoven til et fugleskjul med udsigt over Tåsinge Vejle. Her findes også en plancheudstilling om fuglene. Læs mere på naturstyrelsen.dk.
Vi tager en afstikker ned til Skovballe Havn, hvor der nyligt er etableret en fin badebro.
Vi fortsætter østpå og kommer nu til Monnet. Monnet er en del af Det sydfynske Øhavs vildtreservat. Link til folderen.
Der er lavet en folder specifikt om Monnet. Link til denne folder.
Af hensyn til ynglefuglene er Monnet lukket for besøgende i perioden 15. marts til 1. juli. Resten af året er der adgang til fods. Der er adgang til fugletårnet hele året.
Vi parkerer cyklerne og går gennem leddet og forbi det gule røgterhus ud til fugletårnet.
Med sine 126 hektar er Monnet den største strandeng i det fynske område og beskrevet som Danmarks fineste.
Er du fugleinteresseret, kan du på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside læse, hvilke fugle der kan ses her.
Efter Monnet fortsætter vi østpå og drejer i Stjoul til højre ud mod vandet.
Stjoul Havn er en idyllisk lille perle. Her står tiden stille. Se f.eks. billedet fra 1978.
I baggrunden øerne Lille og Store Rallen.
Oppe på marken har bonden været så venlig at stille et bænkesæt. Meget passende til dagens anden pause.
Efter frokostpausen fortsætter vi nordpå gennem Bjerreby og Lundby til vi når den stærkt befærdede hovedvej A9.
Vi krydser vejen og holder til højre og cykler videre ud ad Tørvemosevej.
Efter et par sving mellem nogle huse kommer vi ind i Nørreskov og ender nede ved vandet.
Her for enden af Tørvemosevej ligger flere joller for anker. I Kajakklubben kalder vi stedet for Nørreskoven Havn. Der er på ingen måde etableret en havn, men flere fritidsfiskere holder til her, og der er også et bænkesæt.
Nørreskoven er et yndet område for ryttere, cyklister, løbere og vandrere, men besynderligt er det, at Øhavsstien (den gule streg) ikke er lagt forbi stenen der markerer gerningsstedet for Elvira Madigan og Sixten Sparres mord/selvmord.
Mindestenen er ikke let at finde, hvis ikke man lige ved det.
Der er placeret en sten med en pil ved indgangen til den lille lysning, hvor mindestenen er placeret.
Stenen er placeret, hvor man mener, den svenske Sixten Sparre og den danske Elvira Madigan blev fundet. Myten om det elskende par, der ikke kunne få hinanden i livet og derfor valgte at gå i døden er blevet fortalt i mere end 130 år. Læs her hvordan Sixtens Sparres oldebarn Kathinka Lindhe gør grundigt op med myten om parret.
Vi drejer til højre for at komme ud til skovvejen, der løber langs vandet. Her kommer vi forbi Ormerenden, som er en kæmpemæssig kanal gravet i vikingetiden, oprindelig 10 meter bred og ca. 4 meter dyb. Den går en kilometer ind i land. Der er gættet på alt fra fiskedam til borgen Kærstrup til en kunstig vandvej til en vinterlejr for vikingerne. 30.000 m3 jord er gravet ud – en imponerende mængde gravet med håndkraft.
Vi fortsætter gennem Nørreskoven med vandet smukt på højre side.
Skovvejen munder ud i Nørreskovvej. Vil I se Valdemar Slot, skal I dreje til højre og følge vejen gennem slottet og fortsætte ad Slotsalléen til Troense.
Vi krydser Nørreskovvej og cykler bagom søen gennem Kohave til Troense.
Som det fremgår af kortet går Øhavsstien også gennem Kohave.
Godt 100 m inde ad stien står et Mammuttræ, et Californisk Kæmpetræ med det latinske navn: Sequoiadendron giganteum jf. Dansk dendrologisk Forening.
Turen gennem skoven munder ud i Præstealléen. Her fortsætter vi op gennem Grønnegade, krydser Strandgade og cykler ned til havnen i Troense. Har er bænkesæt og toiletter.
Vi fortsætter hen langs Troense Kajakklubs huse og kommer op på Strandgade. Efter ca. 400 m drejer vi til højre ad Pilekrogen, som fortsætter ind gennem Bregninge Skov.
Skovvejen munder ud i Troensevej, og der er nu kun nogle hundrede meter tilbage til udgangspunktet.
Turen er opmålt til 41 km.