Vi parkerer på den store parkeringsplads over for Spar, så vi kan proviantere hos Pastry by Holst & Riess.
Herfra starter cykelturen med at følge Herregårdsruten østpå ud til Bukkemose med kaffepause ved Golfklubben.
Herefter går det sydpå til Bagenkop med frokostpause ved havnen.
Derefter går turen videre nordpå tilbage til Humble.
Turen er opmålt til 38,7 km.
På parkeringspladsen over for Spar i Humble er der toiletter og 50 m til bageren.
Vi cykler ud ad Hallinggade, drejer til højre østpå ad Brandsbyvej til Brandsby, hvor vi rammer Herregårdsruten, som vi følger sydpå.
Her kommer vi til den lille by Fodslette. Over for kirken er der et bænkesæt og en informationstavle.
Fodslette er en perle, næsten uberørt af nyere udvikling. Landsbyen har bevaret sin oprindelige struktur, men mistede mange gårde, da hele ni gårde flyttede ud efter udskiftningen 1786. Omkring den smukke hvidkalkede kirke ligger dog et ægte landsbymiljø fra gamle dage: Kommer man fra vest mod kirken, ser man til højre det murede sprøjtehus og gadekæret og til venstre gavlene på den gamle skoles sidelænger. Og øst for kirken ligger en af de bedst bevarede bindingsværksgårde på øen. Kilde: Øboen.
Vi cykler gennem sommerhusområdet Bukkemose og fortsætter vestpå forbi Langelands Golfklubs baner.
Efter banerne kommer vi til indkørslen, hvor der øverst på arealet med parkeringspladser er et bænkesæt, passende til dagens første pause.
Vi forlader Golfklubben og fortsætter vestpå, til vi når landevejen. Den følger vi sydpå 1 km til Nordenbro.
Først i Nordenbro passerer vi Lundsgård Frugt, hvor der også er loppemarked.
Vi forlader landevejen og følger Hedevejen parrallelt med sydpå. Her cykler vi gennem en smuk allé, som indikerer, at nu nærmer vi os Herregården Broløkke.
Broløkke er en tofløjet herregård, der tidligere var hovedsæde i stamhuset Ahlefeldt.
Stamhuset blev efter sigende oprettet fordi greven på Tranekær havde brug for at formilde sin hustru, der var vred over hans affære med en smuk præsteenke.
Den gule hovedbygning består af to ens sammenbyggede fløje i én etage.
Broløkkes ældste fløj er opført i 1758. Kilde: danskeherregaarde.dk.
Godset anvendes til hotel- og kursusvirksomhed og er fortsat under renovering.
Læs evt. artikel fra Fyns Amts Avis fra 2020, hvor godset var til salg for 23 mio. kr.
Ruten går gennem herregården og fortsætter til Østervej, hvor vi drejer til højre sydpå.
Østervej munder ud i Vognsbjergvej, hvor vi drejer til højre vestpå ad Fakkemosevej.
Vi passerer Fakkemosen og når frem til gulstavvej, hvor vi drejer til venstre sydpå.
Her passerer vi denne fine teltplads. Adressen er: Gulstavvej 27, 5935 Bagenkop.
Privat overnatnings plads. Der er god plads til telte. Der er mulighed for at overnatte i shelter til 4 personer ved forud bestilt bookning. Læs mere om stedet på Facebook eller på udinaturen.dk.
Fakkebjerg er en 37 m høj hatbakke.
Hatbakkerne – de runde, fladtoppede højdedrag – er specielle for Langeland. De blev dannet under den sidste istid for ca. 15.000 år siden. Hatbakkerne ligger i flere kæder op over øen fra Gulstav mod nord. I alt er der mere end 1.000 hatbakker på Langeland. Blandt de højeste er Fakkebjerg (37 m), Åbjerg (29 m) og Ørnehøj (20 m). I klart vejr kan du fra toppen af Fakkebjerg se helt til Lolland, Ærø, Als og den nordtyske kyst. Dovns Klint og Gulstav Klint er hatbakker, som er blevet delvist “ædt” af havet.
Skiltet fortæller, at der fra 1953-55 var etableret en radarstation på toppen og en bunker gravet ind i højen. Under “Den kolde Krig” var Fakkebjerg en vigtig brik i marinens overvågning af militær og civil skibstrafik i danske farvande. Læs Anker Nielsens beretning om den tid, hvor han som professionel soldat gjorde tjeneste her.
På toppen står der et usædvanligt postament af beton.
Der står et tilsvarende toppen af Lerbjerg i Svanninge Bjerge. Interesserer man sig for postamenter, kan man her finde et kort over danske postamenter.
I baggrunden ses Bagenkop Kirke.
Mod syd er der udsigt til Keldsnor Fyr og Keldsnor, som er en 64 hektar stor strandsø, en brakvandssø, der er afskåret fra havet af en stenet strandvold på østsiden. På nordsiden af strandvolden findes lave strandenge, der strækker sig som tunger ind i noret.
Vi passerer nu et område med vilde heste.
Sydlangeland er kendt for de vilde heste. Her går en flok på ca. 60 vilde heste af Exmoor-racen, som sort set klarer sig selv året rundt. og hjælper dermed til at vedligholde de åbne naturområder. Kun hvis vinteren er særlig streng, bliver der lagt strøfoder ud. Kilde: langelandkommune.dk.
Vi når nu frem til Bagenkop. På havnen er der både toiletter og fine skure med bænkesæt, passende til dagens frokostpause.
Vu cykler ud af Bagenkop og fortsætter nordpå ad Vestervej, til vi når Vesteregnsvej. Her drejer vi til højre østpå.
Lige før vi skal dreje til venstre nordpå ad Ormstrupvej, passerer vi en mindesten for stormfloden 1872.
Vi fortsætter nordpå ad Kinderballevej og passerer nu Nørreballe Nor.
Ved Nørreballe Nor med smuk udsigt over noret og det lavtliggende vådområde, som ejes af Fugleværnsfonden, ligger en 45 m lang langdysse i terræn, der skråner let ned mod vandet. Det mest imponerende ved langdyssen er dens ubrudte randstensrække.
Oprindeligt har dyssen været endnu længere; i den sydvestlige ende er der en meget stor stående randsten og flere væltede, mens den nordøstlige ende er afskåret. Allerede i 1875 var kammeret, der ligger nærmere den nordøstlige ende, frarøvet sin dæksten. Langdyssen blev tinglyst i 1910 gennem aftale med gårdejer Peder Nielsen og er hverken blevet udgravet eller restaureret. Kilde: visitlangeland.dk.
I Helsned forlader vi Herregårdsruten for at cykle tilbage til Humble.
Ruten er opmålet til 38,7 km.
Link til beskrivelse af en vandretur på små 12 km rundt om Langelands sydspids.