Om at være draget af bare at gå og gå
Jeg har i Del 1 fortalt, at jeg blev grebet, da jeg læste Gitte Hotzes bog “Jeg lever”, som beskriver hendes vandring ad Pacific Crest Trail fra Mexico til Cananda, en tur på 4.265 km. Det talte i den grad til mig, det at bare gå og gå.
Det samme beskriver Raynor Winn i bogen “Saltstien”, hvor hun og hendes mand går South West Coast Path, en tur på godt 1000 km.
Uddrag fra bogen:
“I stedet for, at vandreturen var et rum, hvor vi skulle få styr på vores tanker og lægge en plan, var den blevet til en meditation, et mentalt tomrum, udelukkende fyldt med salt, vind, støv og lys. Hvert skridt havde sig egen resonans, sit øjeblik med styrke eller fiasko. Dét skridt, og det næste og det næste var meningen og fremtiden. Hver kløft, vi klatrede op fra, var en sejr, hver dag, vi overlevede var en grund til at gennemleve den næste. Hver lungefuld salt skurede vores minder, sleb kanterne af dem, sled dem ned.
Gitte Holtze har i sin bog “Gå Langt!” et afsnit, der handler om at stille sig selv spørgsmålet: “Hvorfor vil du vandre langt?”.
Hvad er svaret?
Jeg har haft og har fortsat mange refleksioner ift. projektet. Denne del 3 vil derfor blive udgivet i dag, men jeg ved, at jeg kommer til at lave flere updates på den. Lige nu vil mit svar på spørgsmålet om, hvorfor jeg vil gå England Coast Path handle om passion og ærefrygt, men også refleksioner over alder, formåen, og om hvorvidt jeg har noget, jeg skal gå fra eller noget, jeg skal bevise.
Til sidst gør jeg status over de faktuelle konditioner, som mit kendskab til Englands natur og kultur og til sproget, mit udstyr og min økonomi.
Passion og ærefrygt
Det er egentlig meget enkelt. Jeg er blevet bidt af at vandre, at kigge på kort, planlægge, nørde udstyr, pakke rygsæk og tage på tur.
Begrebet ærefrygt er i øjeblikket det mest dækkende for, hvad jeg føler ift. at vandre. Jeg bliver simpelthen lykkelig af det. Det er de store vidder, et smukt træ, der står helt solitært der på marken, en solnedgang, dyrespor i sneen, vinden, der skubber en fremad, havets bølger, der ruller ind på stranden. Følelsen af, at der er noget, der er større end en selv.
Men jeg føler mig også lykkelig, når mine venner gider gå med på mine ture. Især elsker jeg pauserne, hvor vi får vendt både små og store emner. Og tænk, der er som regel altid nogen, der disker op med glutenfri kage eller “1 enkelt” eller to.
Alder og formåen
Jeg er 64 år gammel og er lige gået på efterløn. Jeg har al den tid i verden – eller har jeg, for hvem ved, hvornår man bliver ramt af et eller andet og ikke længere er i stand til at gå. Så det er nu. Og efter at have brækket foden i juni 2020 og endnu ikke helt er kommet mig, så ved jeg, at jeg skal gå, mens jeg kan. Målet i 2021 er at gå 2400 km, at gennemføre længere ture sammen med venner og også alene. Jeg er bevidst om, at det ikke kun handler om fysisk træning, men også mental træning.
Om at gå fra noget eller om at bevise noget
Gitte Holtze lægger ikke skjul på, at hun gik for at finde ro og retning i sit rodede hoved og plagede sind. Jeg mener ikke, at jeg har andet at gå fra, end en almindelig hverdag, der godt kunne bruge lidt flere udskejelser. Vi har hus, have, kat, bil og vores interesser. Min mand kører og vedligeholder veterantog, jeg ror kajak. Veterantog interesserer mig ikke, og det siger ikke min mand noget at ro kajak, så det gør han ikke. Vores fælles interesser er at rejse og vandre. Han vil ikke overnatte i så lille et telt og ikke slæbe på et sådant plus udstyr, så sammen kan vi gå f.eks. Fishermen’s Trails ni etaper med overnatning på AirBnB. (Har været planlagt, fly og overnatning booket, men så kom Coronaen).
Vel, så det handler nok mere om, at jeg skal bevise noget. For det første, at jeg mener det, at jeg virkelig VIL gå den tur. Derfor er det også vigtigt for mig at skrive denne serie af blogindlæg. At holde mig selv fast på, at jeg gør det. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at han gerne vil tale mig fra det. Det er jo lang tid at være væk hjemmefra, hvor han skal stå alene med hele herligheden herhjemme, mens jeg fornøjer mig i England og bruger vores fælles penge på MIT behov. “Du kan da ikke være så længe væk fra børn og børnebørn?”. Nej, det kan jeg nok ikke, men så deler jeg måske turen i to.
Og for det andet vil jeg gerne bevise for mig selv, at jeg tør. At jeg kan klare mig selv. Med en mand ved min side i så mange år, så føler jeg nu et stærkt behov for at bevise, at jeg KAN klare mig selv.
Kun dem, der vandrer, finder nye stier
Faktuelle konditioner
Englands natur og kultur: Min mand er englænder, jeg har hans familie og et sæt venner i England, vi har rejst og vandret mange gange i England, Wales og Skotland, så natur og kultur har jeg allerede under huden.
Sproget: Mit engelske er okay, men jeg håber også, at turen giver mig endnu flere sproglige kompetencer.
Udstyr: Jeg har allerede det meste af det udstyr, jeg skal bruge. (Det kommer der også et opslag om).
Økonomi: Jeg har på nuværende ingen idé om, hvad det kommer til at koste ud over billetten ud og hjem samt almindeligt dagligt forbrug, men jeg lægger ca. 800 kr./md. til side fra nu af. Det giver mig godt 10.000 på lommen, når jeg starter.
Link til 1. del, som handler om inspiration, vilje og gode sko.
Link til 2. del, som handler om research, litteratur mm.
Tænker, at næste del kommer til at handle om udstyr. Hvad jeg har, erfaringer med det og hvad, der kunne optimeres på.
