Vi parkerer ved Lindelse Kirke. Herfra starter cykelturen med at følge Herregårdsruten østpå, hvor vi bl.a. kommer forbi mindestenen for strandingen ved Påø.
Vi forbinder den østlige Herregårdsrute med den vestlige ved at cykle over Kædeby, for her har vi bestilt bord til frokost på Kædeby Caféen.
Derefter går turen videre vestpå til Helsned, hvor vi drejer til højre og kører nordpå op til Langø. Afstikkerne til Langø og Lindø er ikke en del af Herregårdsruten.
Turen opmålt til 36 km.
Der kan parkeres lige over for kirken. På “den nye” kirkegård kan I finde Kalita Josephs gravsten.
Kalita var fransk krigsfange og en af de 1500 franske, belgiske og russiske krigsfanger, der var ombord på den flydedok, der gik på grund ud for Påø d. 4. maj 1945. Hele denne spændende historie kan læses her.
Vi cykler nordøstpå ud af Herslevvej og drejer til højre ved Lindelse Mølle.
Ruten går mod Illebøllevej, men vi drejer til højre og cykler sydpå, før vi når Illebølle. Her går det bakke op og bakke ned gennem Vindeby og Hennetved Skov med Hennetved Haver til vi når Hennetved. Her går ruten til venstre østpå. Efter 1 km drejer vi til højre ad alléen ind til Skovsgård. Skovsgård ejes af Danmarks Naturfond.
Vi kører ind i gården, hvor der er fine bænkesæt også under tag, hvor vi kan holde dagens første pause. Her er også adskillige toiletter.
Der er d.d. en fin café drevet af blomstermanden Johnny Haugaard. Men det ser sort ud for fremtiden. Læs artiklen fra 15. oktober 2022.
Vi cykler tilbage ad alléen og drejer til højre østpå. Her fortsætter vi, til vi når kysten. Her er flere bænkesæt.
Vi drejer til højre ad Påøvej og følger ruten til vi når mindestenen for de 1500 krigsfanger, der i en flydedok gik på grund ved Påø 4. maj 1945.
Ved Uglebjerg, syd for Skovsgård liger Skovsgård Mølle. Skovsgaards Mølle er restaureret i 2004 og åben for besøgende.
Ca. 100 m før møllen er der en parkeringsplads med info-tavle, og derfra er der sti op til møllen.
Vi har bestilt bord på Kædeby Caféen. Både Luksus stjerneskuddet og Rødspættefileterne på rugbød kan varmt anbefales.
Fra Kædeby kører vi sydpå ad landevejen mod Humble. Lige efter byskiltet drejer vi til højre ad Højetoftevej og cykler vestpå, til vi når Helsned.
I Helsned drejer vi til højre, og nu går turen nordpå. Vi forlader Herregårdsruten for at tage en afstikker til Langø.
Langø er privatejet og blev i 2022 solgt til Mikael Lundgaard, som ejer og driver den succesrige virksomhed Scanpipe med adresse Odense jf. Fyns Amts Avis.
Efter Langø er vi tilbage på Herregårdsruten og cykler nu østpå, hvor vi har den smukkeste udsigt over Lindelse Nor og øen Lindø.
Lige efter Bogø finder vi grusvejen ud mod Lindø. Vi cykler ud til vejens ende og konstaterer, at Lindø er privat med stort P.
Øen blev handlet i 2015 for 9 mill jf. Fyns Amts Avis.
Herfra går turen tilbage til Lindelse.
Med afstikkerne til Skovsgård, Langø og Lindø nåede jeg op på 36,01 km.
Turen er tegnet i OsmAnd og opmålt til 35,9 km.