I dag går turen til Lykkesholm.
H.C. Andersen tilbragte ofte sine somre på Lykkesholm Slot, som han i 1835 beskrev således:
“… Det romantiske Lykkesholm, det smukkeste Sted jeg kjender i Fyen, hvor man spiser ganske fortræffeligt, og kan faae Viin og sød Fløde saa meget man ønsker…”
H.C. Andersens fortællinger var meget inspireret af hans ophold på slottet. Han var en hyppig gæst på Lykkesholm Slot, og beskrev stemningen på sin egen poetiske måde:
“Min Mave siger: hvilken Mad faard Du ikke paa Lykkesholm! Varm frokost, herlig Vin og gode senge. Mon man ikke skal lyde Maven? Den er dog centrum!”
H.C. Andersen menes at have skrevet følgende værker på Lykkesholm Slot:
- Rosenknoppen, digt 1836
- Vi er et folk, vi kaldes Skandinaver, digt 1839
- O.T., 1836
- Den lille havfrue, 1837
- Kun en spillemand, 1837
Kilde: Det Kongelige bibliotek og H.C. Andersen centret.
Fra parkeringspladsen går vi nordvestpå ad noget, der på et tidspunkt har været en skovvej. Selvom vejen/stien er noget ujævn pga. af stærk trafik fra rådyr, bliver vi betaget af den storslåede natur.
Vi følger “Gammelbæk”, indtil stien drejer til venstre. Til højre kan vi skimte Kobbermosen.
Filmlocation til Tinkas Juleeventyr
Kobbermosen ved Lykkesholm Slot var en vigtig location i julekalenderen på TV 2, 2017.Søbredden, der fungerer som portal i menneskenes verden, er nemlig Kobbermosen tæt på Lykkesholm Slot og Magelund Voldsted.
Stien munder ud i Magelundvej, og her drejer vi til højre. Det første stykke kan man gå ad en allé parallelt med vejen. Det sidste stykke ned til indkørslen til slottet, må man ud på vejen.
Ruten er lagt, så man skulle gå ned ad indkørslen, men hvis man ikke bryder sig om at overtræde “Adgang forbudt for uvedkommende”-skiltet (ved den gule pil), fortsætter man blot lidt længere og tager “bagvejen” (ved den hvide pil) og går langs den gule bygning og finder den brolagte sti.
Herfra er det øverste billede taget.
Stien fortsætter væk fra slottet, og drejer kort efter til venstre ved en jernlåge ind i skoven.
Efter jernlågen er det bare at følge stien, indtil den munder ud i et åbent stykke med marker.
Herefter går turen østpå og skovvejen runder til sidst et højdepunkt, går ud i den asfalterede vej “Kokkehavevej”, før vi når den mere befærdede vej mellem Svendborg og Ørbæk.
Nu er det tid til frokost. Herefter går turen tilbage gennem Præsteskov og over markerne. Ca. 100m efter vi er tilbage i Lykkesholms skov, drejer vi til højre i stedet for at gå ligeud, hvor vi kom fra tidligere på dagen.
Her drejer vi til venstre, og efter små 500m følger vi stien til højre op til Magelund Voldsted.
Det ser ud til, at man kan skyde genvej ved den sorte streg. Der er ikke en sti på kortet, men der var tydelige stier fra begge sider, kunne vi se, da vi passerede. Man kan også gå op til vejen ved møllen og gå ned til Voldstedet og dermed undlade det sidste stykke rundt gennem skoven. Endelig kan man også følge enten den røde eller den grønne rute. Se Visit Nyborg for mere info.