Vi parkerer på parkeringspladsen i skoven ved Reventlowsvej.
De første ca. 500 m går ad en trampesti til højre for Reventlowsvej.
Herefter krydser vi vejen og går ind ad grusvejen Solbjergvej.
Solbjergvej fortsætter sydøstpå.
Her passerer vi gården Ditlevsholm, som bl.a. har en flok glade frilandsgrise gående.
Vi kommer nu til Norden og foran os åbner sig det smukkeste view ud over Øhavet.
Smukt kig til Diernæs Kirke
På Bøgevej over for nr. 1 står en skulpturen “Det er ingenting” af Thorkild Hoffmann Larsen (1938-2017)
Skulpturen i sort granit er skabt omkring 2001. Den har været udstillet mange steder, men er nu købt fra Hoffmanns dødsbo og står på privat grund fuldt synlig fra vejen. Tidligere stod landsbypumpen på samme sted jf. visitfaaborg.dk.
Vi forlader Bøgevej og går en smuk tur ind gennem Nøreskov. Skovvejen munder ud i Dyrehavevej, som vi følger sydpå, til vi når tilbage på Bøgebjergvej.
Til venstre har vi et skovområde, der kaldes Pungen og til højre kommer vi til Finstrup Kirkeruin. Her nyder vi vores formiddagskaffe.
Det er et mysterie, hvad Finstrup kirke har været brugt til, og hvorfor den og landsbyen omkring blev nedlagt for 300 år siden. Fundamentet af kirken er det eneste, der er tilbage, og den gør ikke mysteriet mindre mystisk.
At dømme efter de massive grundmure, der stadig står tilbage, bygget af tunge fynske kampesten, var kirken noget helt specielt. Den har form som et kors med næsten lige lange sider. Dertil har den kvadratisk tårn, der kun findes tilsvarende på Bornholm og i Skåne. Kilde: fyens.dk.
Vi fortsætter og passerer nu Holstenshuus Gods med dets smukke landskabshave.
Holstenshuus’ have er anlagt som rokokohave i 1753 af den nuværende ejers 4 x tipoldefar Adam Christoffer Holsten. Det var arkitekten G.D.Tschierske, der tegnede anlægget, som i høj grad udnytter det højdeforskellene til at danne forskellige rum i haven.
I årene 2008-2010 blev haven sat i stand med økonomisk støtte fra Fonden Realdania. Arkitekt Jens Hendeliowitz var rådgiver ved restaureringen, der har taget udgangspunkt i at skabe en større harmoni mellem havens grundstruktur fra 1750 og de efterfølgende ændringer hen i mod en landskabshave.
Haven er åben for offentligheden som en privat have i dagstimerne mod betaling af entré. Kilde: hostenshuus.dk.
Vi fortsætter sydpå gennem skoven Enemærket.
og videre ad en trampesti, der munder ud på Lindebjergvej, hvor vi krydser jernbanen og fortsætter ad Frederiksbergvej.
Her drejer vi til højre sydpå ad Katterød Mark, en grusvej, der fører os forbi en ejendom og videre langs en mark ned til Pouls Gyde.
Vi når nu til Åstrup, hvor vi holder frokostpause på byens grønne område.
Vi fortsætter ud til den stærkt befærdede Svendborgvej, som vi blot skal følge 100 m, før øhavsstien leder os ned ad Østergyden.
Her ledes vi over en trappe ind på en trampesti, der løber næsten 1 km gennem en allé langs med vejen.
Øhavsstien drejer nu til venstre og fortsætter østpå ned til Nakkebølle inddæmnig.
Øhavsstien smyger sig smukt langs med Inddæmingen.
Nakkebølle Inddæmning var oprindelig en lavvandet fjord. Men i 1870 blev fjorden inddiget og forsøgt afvandet. Det gik dog ikke helt som forventet, og i 1920’erne var det et sumpet engområde, men også et fremragende fugleområde. Hedeselskabet fik dog effektivt afvandet området i 1936, men også disse diger forfaldt og i 1954 fik man med stort tilskud fra staten igen renoveret digerne og pumpen.
Allerede igen i 1990’erne var jordene ved at synke sammen, og et nyt afvandingsprojekt var nødvendigt. Men i stedet valgte man at sætte hele inddæmningen under vand i håb om at kunne mindske kvælstofudledningen til det Sydfynske Øhav. Så siden år 2003 har Nakkebølle Inddæmning været en sø. Kilde: Dansk Ornitologisk Forening.
Her kan vi se forskellige ænder og andre vandfugle, bl.a. lille skallesluger. Der er også gode chancer for isfugl, sølvhejre og havørn.
På højre hånd passerer vi et gammelt voldsted – Herregaardsholmen fra 1050 til 1400 – et vikingeanlæg, der var med til at beskytte indsejlingen til Nakkebølle. Nakkebølle Fjord var dengang en vigtig vinterhavn.
Vi når nu ud til Sanatorievej, hvor vi drejer til venstre og følger asfaltvejen indtil Øhavsstien drejer fra til højre og fortsætter langs med Nakkebølle Fjord.
Stien fører os nu udenom ejendommen “Bekkasinhuset”, og ret derefter kommer vi til en lille havn. Her er der et fint kig til Nakkebølle Sanatorium.
Vi fortsætter og kommer nu til Fjælleboen Havn. Her slutter dagens etape.
Det blev til næsten 14 km.
GPX-filen til dagens etape kan downloades her.
Etapen er tegnet i OsmAnd og opmålt til 13,6 km.