Lindelse – Ristinge

Turen går fra Lindelse til Ristinge og er opmålt til 13,3 km.

Turen er en udvidet tur af 4. etape af En fodtur Langeland rundt langs kysten.

Vi har blot valgt at gå den modsat. Vi er 10 deltagere, så vi kører til Lindelse, sætter passagerne af over for kirken og tre biler fortsætter til slutpunktet ved havnen i Ristinge. Her efterlades to biler og den tredje kører retur til Lindelse med de tre chauffører.

Link til GPX-filen

Vi venter ved kirkegården over for Lindelse Kirke på de tre chauffører.

Der er toilet i bygningen ovre ved kirken.

Så er der afgang, og vi må 100 m ad fortovet nordpå, før vi kan dreje ned ad Bogøvej.

Vi følger Bogøvej, og efter ca. 2,5 km kommer vi til landsbyen Bogø og tæt på vandet i Lindelse Nor.

Vi fortsætter, og inden vejen drejer til venstre, har vi nået toppen og har den fineste udsigt over noret med Lindø, Langø, Bukø og Eskilsø.

Ved transformertårnet passes vi op af en venlig landmand, der anbefaler os en omvej, så efter ca. 5,6 km ad ruten vælger vi at gå til højre ad Brogårdsvej. Ruten fortsætter ellers ligeud.

Lige før Brogård (den røde gård) drejer vi til venstre og følger markvejen.

Her kommer vi forbi en fin gul gård med en andedam og en pragtfuld udsigt.

Vi følger markvejen, som ender ved Kædeby Has. Her burde man kunne gå ned til stranden og følge kysten hele vejen til Ristinge.

Pligtskyldigt vælger vi at dreje til venstre og gå ad Kædeby Has tilbage til Langåvej, så vi dermed er tilbage på ruten.

Efter nu godt 8 km når vi byskiltet med “Kædeby”. Her drejer vi skarpt til højre og følger Helsnedvej indtil genbrugspladsen. Her drejer vi igen skarpt til højre ad Køllevej. Ved Bredbakkegård, Køllevej 2 (billedet) ender asfaltvejen.

Vi følger derefter markvejen, der fører os op over markerne til Helsned.

Vi kommer ind i Helsned tæt ved en tilsyneladende ubeboet ejendom. Her finder vi læ og tid til dagens frokostpause.

Vi runder den lille enklave af huse, der udgør Helsned Møllevænge. Herefter drejer vi til venstre og følger skellet ned til stranden. (Billedet).

Her følger vi en til tider ujævn trampesti de sidste godt 2 km til Ristinge.

Trampestien til Ristinge

Da vi når Ristingevej og de parkerede biler, går vi lige de ca. 200 m hen og runder haven. Der er fine toilet- og badeforhold, og der ligger tilmed tre sheltere.

Den trackede tur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *