Lohals – Korsebølle

Den 6. december 2020 tog vi den syvende af de 10 etaper Langeland rundt. Vi var 9 friske vandrere, der mødtes under broen til Tåsinge. Her fordelte vi os i tre biler og kørte til Tranekær Slotsmølle. Her blev passagererne sat af og chaufførerne kørte videre til Korsebølle Strand og parkerede de to af bilerne. Den tredje bil returnerede til møllen med chaufførerne. Herfra gik vi de 800 m ned til busstoppestedet og ventede på bussen til Lohals. På søndage afgang kl. 9.14 og 11.14.

Herfra gik vi sydpå.

 

Først efter godt 6 km kom vi til en “kaffeplet” med bænkesæt, hvor vi kunne holde pause og nyde vores kaffe og hjemmebagte småkager.

Det meste af Øhavstien mellem Lohals og Korsebølle går langs kysten oppe langs markerne, hvor der er anlagt en fin græssti.
Lidt før Dageløkke går Øhavsstien øst om en ejendom, men her kan man gå langs stranden. Der står en orange markeringspind, der hvor det er muligt at kravle ned.
I Dageløkke kan man gå tværs over plænen foran husene (den blå streg). Vi fandt læ bag den bygning, jeg har markeret med lilla. Bænkesættene kan flyttes derhen, hvis ikke de står der i forvejen.

Ca. 3 km før “mål” er det tid til den sidste pause. Her kan man finde et stort kloakdæksel, som gør det ud for et bord, omkranset af tre bænke.
De sidste 500 m før “mål” forlader vi Øhavsstien for at fortsætte langs stranden.

Stedet, hvor man kan komme ned, er ca. 7 meter før et skagensrødt bænkesæt, der står helt ud til kanten. Når stien drejer til venstre ind i skoven er I gået for langt. Bænkesættet står vel 12 meter, før stien drejer ind i skoven.

Sådan blev turen på lidt under 17 km.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *