Step 4: Solotur – test af udstyr

Fredag d. 26. februar tager jeg færgen til Ærø og ankommer til Ærøskøbing kl. 16.20. Det skulle gerne passe med at vandre de godt 8 km til en vens residens, hvor jeg havde fået lov at slå mit telt op.

 
Min nye rygsæk Gossamer Gear G4-20 Ultralight 42 er pakket med telt, sovepose, cosy leg, liggeunderlag, kogegrej, dunjakke, regnslag, regnbukser, uldnattøj, mad, snacks, lille termo, 1l vand, tandbørste, piller, plaster, en pandelampe og en powerbank.
 
 
Mit setup til Englandsturen arbejder jeg stadig på at få længere ned i vægt.

Jeg går lystigt ud af Ærøskøbing med kurs direkte vest på.

 

Min nye vandflaske Hydropak i min nye OMM Go Pod skulderremslomme fungerer, men jeg skal have klippet sugerøret, så det passer eller, som jeg har i dag, undlade det.

 
Også min nye Gossamer hoftebæltelomme, hvor jeg har min færgebillet, et pose nøddemix og en bar, fungerer. Dejligt at være fri for det ekstra bælte rundt om maven. Tasken kan også sidde på bryststroppen. Ulempen er, at jeg står med en løs taske, når jeg tager rygsækken af.

Direkte og direkte .. Hvor det er muligt, har jeg forlagt ruten til ikke-asfalterede veje/stier. 

Således valgte jeg efter 1 km at følge Ejnars Sti.

I det grønne felt er der faktisk et shelter og en fin teltplads med overdækket bænkesæt.

Jeg fortsætter sydpå ad Ejnars Sti.

Desværre kan jeg ikke undgå landevejen, og det er ved at blive mørkt.

Fra Olde går der igen en fin ikke sti men markvej direkte sydpå.


Jeg når frem og når lige akkurat at sætte teltet op, inden det bliver helt mørkt.

Det nye ground sheet af polycro er foldet ud, teltet slået op og polycro’en trukket på plads efterfølgende. Det vejer kun 61 g og fungerer fint.

Jeg sætter vand over til min aftensmad, mens jeg pumper liggeunderlaget op.

Så er det sengetid.

Jeg ligger på først det tykke stykke skumbagpude fra rygsækken lagt under overkroppen, derefter et 3 mm tykt skum fra Sarek og til sidst et Therm-A-Rest X-Lite R-værdi: 4,2.

Jeg har uldundertøj og hyggesokker på og på overkroppen en tyk Icebreaker uldtrøje med lynlås og hætte. 

Som sovepose har jeg en Yeti Passion Three og der indeni en Yeti Cosy Leg. Min Montbell Versalite er lynet og trukket over fodenden. Det er sådan set fint, hvis ikke det var fordi kulden trækker op nedefra. Jeg må ofre min hovedpude aka min dunjakke og også tage den på. 

Jeg har dog alligevel fået sovet – især efter jeg ved 3-tiden tog en knækbrød med ost og lavede mig en kop te. 

Vækkeuret vækkede mig kl. 7. Der var mere tilbage af teen, og jeg havde flottet mig og taget en juice med, så jeg undlod at koge vand og nød min morgenmad siddende i min sovepose.

Det tog mig ½ time at pakke det hele sammen, og så var jeg klar til afgang.

Igen må jeg ud ad de asfalterede veje, men der er stort set ingen trafik.

Efter godt 3 km går ruten endelig sydpå ud til kysten.

Her følger jeg Søndre Kyststi parallelt med kysten, og som tager mig forbi vindmøllerne ved Rise Mark.


Efter godt 5 km ad ruten må jeg ca. 200 m ind i landet, før Kyststien fortsætter østpå. 

Her er jeg heldig at finde en fiskerhytte, hvor jeg kan finde læ til at koge vand til formiddagskaffen.

Videre gennem Skovbrynke, Vejsnæs og Eske. Derefter kommer 1 km ad Havsmarken langs kysten.

Efter godt 9 km ad ruten må jeg op på den noget trafikerede Østersøvej. 

Heldigvis kun ca. 400 m, før jeg kan dreje til højre og følge en næsten 3 km dejlig lang sti kaldet Gråsten Nor. Stien følger Møllesø Rende, et vandløb på den venstre side og åbne marker på den højre.

Midtvejs kommer Øhavsstien ind fra højre. 

Lige inden stien når kysten, finder jeg sol og læ ved et forladt hus; passende til dagens frokost.

Jeg fortsætter og kort derefter munder stien ud ved kysten. Jeg kan se Ærøskøbing i det fjerne. Øhavsstien går til højre, men jeg går til venstre.

Derefter følger næsten 5 km ad Nevrestien. Grusstien går direkte til Ærøskøbing og kan både benyttes af cyklister og vandrere.

Endelig når jeg Ærøskøbing.

Og færgen afgår kl. 14.35.

Rygsækken bestod sin prøve. Den har alt, hvad jeg kunne drømme om, men large er for stor. Jeg skal have en medium.

Hovedrummet er stort nok til mit grej, og rulletoppen gør, at ekstra mad sagtens kan være der. 

Den store meshlomme er det største plus. Der er plads til alt det tøj, jeg får behov for at tage af op af dagen. 

De to sidelommer, hvoraf den ene er større end den anden fungerer perfekt til telt, regntøj og en termo.

Meshlommen på højre bæltestrop er genial til min mobil, og den enhåndsbetjente lynlåslomme på den venstre bæltestop kan rumme f.eks. toiletpapir og vådservietter.

Skulle jeg ønske en feature mere, skulle det være den såkaldte affaldslomme under bunden.

UPDATE: Jeg har siden skiftet flere ting ud, bl.a. rygsækken. Næste step handler om udstyr, og du finder det her: https://berthing.eu/hvert-gram-taeller/

Giv mig gerne en kommentar med på vejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *