Ruten er opmålt til 14,5 km. Link til GPX-fil.
Målet i dag er at udforske Gærup Skov.
Vi parkerer nord for Holstenshuus Gods. Indtast Slotsalléen 6, men fortsæt op ad Slotsalléen langs med parken, til vejen drejer til venstre. Her er der plads til at parkere ca. 20 biler.
Vi går nordpå gennem hullet i hækken, der er flankeret af de to søjler. Her drejer vi med det samme til venstre og følger stien, der fører os forbi flere bænkesæt og et højt cocktailbord. Se billedet.
Ca. 100 m derefter drejer vi til højre og går nordpå gennem Pungen. Det hedder den del af skoven. Her passerer vi en sø på venstre side. Se billedet.
Efter godt 1 km ad ruten krydser vi Holstenshuusvej og nu går stien opad mod Kongenshøj.
I 1861 gæstede Frederik VII og grevinde Danner (Louise Rasmussen) Faaborg og aflagde også besøg på Holstenshuus. Under en rundtur i skovene kom man til en høj med et ikke helt færdigt tårn. Kongen bad baronen kalde højen ”Louisehøj”, hvortil baron svarede, at højen allerede havde et navn ”Kongenshøj”.
Ægteskabet mellem kongen og Louise Rasmussen var ikke just velset alle steder i landet, så at opkalde højen efter grevinde Danner ville næppe have været velset.
På resterne af tårnet er en inskription ”Omsat 1894” – tårnet blev bygget i 1860-erne, men jorden under tårnet sank sammen, og stenene faldt fra hinanden, hvorfor tårnet blev genopført i 1894 – dvs. omsat. Kilde: Bloggen gåture
Efter Kongenshøj fortsætter vi østpå, men holder til venstre ned ad en ridesti. For enden af den drejer vi til venstre og passerer efter godt 1,5 km endnu en sø, kaldet Brillesø.
Efter små 3 km ad ruten, drejer vi til venstre og passerer et dige.
Vi når frem til Hjertesøen og er nu i det område, der hedder Høbbet.
Høbbet ejes af Bikubenfonden ligesom Svanninge Bjerge. Høbbet er et landbrug, og her er der markeret to vandreruter. Begge ruter byder på mange smukke oplevelser med vidtstrakte udsigter, små vandhuller og levende hegn. Den lyseblå rute, der er ca. 4,5 km lang, tager dig forbi de 4 udsigtspunkter.
Som det fremgår af kortet, følger vi vores egen rute, der går lige syd for Høbbet, gennem Munkebjerg Skov.
Efter 4 km ad ruten drejer vi til venstre ned til en sø og et spot med en udskåret ørn, flere bænkesæt, stammer, som udgør bord og stole, en skurvogn og et par både.
Her er det passende at holde 1. pause.
Vi fortsætter langs søen og drejer til venstre efter 100 m. Her følger vi skovvejen frem til et træhus, hvor Reventlowsvej ender – eller begynder for os.
Vi fortsætter ad Revenlowsvej, op ad markvejen, og her kan vi se det smukke Welsh Black kvæg, der græsser i området.
Ca. 250 m før vi når helt op til landevejen, drejer vi til højre over et kvæggitter og fortsætter parallelt med hovedvejen.
Efter at have passeret søen til venstre (billedet) og en mindre til højre, og vi har passeret endnu et kvæggitter, drejer vejen til højre.
Efter ca. 150 m drejer vi til venstre op mod udsigtshøjen.
De fire udsigtspunkter er markeret af kubiske elementer af tømmer. Elementerne er designet af Jakob Franijeur Holmqvist-Larsen, som vandt Bikubenfondens arkitektkonkurrence om udformningen af udsigtsposter i 2013.
Herfra er der den mest storslåede udsigt 180 grader rundt.
Vi fortsætter gennem lågen ned ad marken til den anden låge. Her drejer vi til højre og går op mod Plyshøj (billedet).
Vi følger stien rundt om Plyshøj og videre ad stien. Kigger vi til højre, kan vi se de kubiske elementer oppe på højen, hvor vi før stod (ved pilen).
300 m efter Plyshøj drejer stien skarpt til venstre. Herefter skulle vi have fortsat ligeud, men stien på kortet er der ikke i virkeligheden. I stedet følger vi stien, som drejer til højre.
På kortet har jeg angivet de stier, som ikke længere findes. På de næste billeder, kan I se, hvordan vi måtte off path for at finde vej. (Den lilla markering).
I stedet har jeg indtegnet den vej, I i stedet må gå (Den røde rute). GPX-filen viser den røde rute.
Et stort område er fældet for træer og en indhegning afspærrer ruten.
Her følger vi et fint stendige, men der er ingen sti.
Vi tager retning sydpå og rammer til sidst ruten.
På kortet kan I se, hvor vi gik (den lilla ujævne rute) og den nye rute (den røde rute).
Som det fremgår af kortet (den stiblede linje med signaturen for udsigtspunkt), kan I vælge at tage den vestlige rute og komme op over endnu et udsigtspunkt med kubistiske elementer.
Vi er nu på ruten igen og følger vejen nordpå. Efter ca. 400 m drejer vi til venstre.
Her kommer vi gennem et område, hvor der er sket stor skovfældning. Her kan vi af sækkene se, at de er i gang med at plante nye stiklinger.
Vi fortsætter nordpå, krydser Reventlowsvej og tager stien på den anden side af vejen. Krydser vejen igen og går nu et længere stykke, hvor der er meget bart pga. træfældningen.
Da vi, efter næsten 10 km ad ruten, når Holstenshuusvej og drejer til venstre, finder vi et spot inde til venstre i skoven, passende til 2. pause.
Vi fortsætter østpå ad Holstenshuusvej ca. 300 m. Her drejer vi til højre ned ad Nyløkke. Efter 400 m drejer vi til venstre ved en høj med et stendysse på toppen. Vi når nu skoven og følger stien rundt til højre.
150 m derefter deler stien sig, og vi tager det højre spor (billdet).
Efter ca. 350 m når vi vejen, Nyløkke. Her drejer vi til højre, for blot 100 m derefter at dreje til venstre op mellem et par idylliske huse.
Vejen drejer til venstre, og vi følger den ligeud forbi et hus og kommer efter ca. 400 forbi en ejendom med får og nyfødte lam.
Efter yderligere godt 600 m når vi Grøderupvej, som vi følger vestpå frem til Holstenshuusvej. Her drejer vi efter blot 150 m til venstre. Vi er nu i Gammel Dyrehave.
Vi følger stien 1 km, og hvor den drejer til højre, kan vi nu se parkeringspladsen. Vi følger stien og drejer til venstre, da vi når midteraksen og står til sidst på P-pladsen og kan se ned over parken med hovedbygningen for enden af midteraksen.
Parken er bestemt et besøg værd.
Holstenshuus’ have er anlagt som rokokohave i 1753 af den nuværende ejers 4 x tipoldefar Adam Christoffer Holsten. Det var arkitekten G.D.Tschierske, der tegnede anlægget, som i høj grad udnytter det højdeforskellene til at danne forskellige rum i haven.
I årene 2008-2010 blev haven sat i stand med økonomisk støtte fra Fonden Realdania. Arkitekt Jens Hendeliowitz var rådgiver ved restaureringen, der har taget udgangspunkt i at skabe en større harmoni mellem havens grundstruktur fra 1750 og de efterfølgende ændringer hen i mod en landskabshave.
Haven er åben for offentligheden som en privat have i dagstimerne mod betaling af entré.
Den trackede rute
Igen blev den trackede tur længere end den opmålte. I dag skyldtes det ud over, at mit Garmin-ur er rundhåndet med kilometerne, at vi var noget off path.
Ruten er opmålt til 14,5 km. Link til GPX-filen.
Alternativer
Gærup Skov og Høbbet mod uret rundt
Link til beskrivelse og GPX-fil til en rute, der også går rundt om Høbbet, men ikke nordpå.
Ruten er tegnet i OsmAnd og opmålt til 11,7 km.
Gærup Skov
En lignende tur på godt 11 km. Her er Høbbet valgt fra, men ruten går derimod længere nordpå. Ruten går med uret rundt.
Tusind tak for denne tur beskrivelse.
Jeg sov i Sollerup skov med telt, og downloadede din gpx rute. Det var en skøn tur med rygsæk 4. feb , sol og temp omkring 0
grader.
Fedt. Tak for responsen. Bare det var mig.