Hovborg – Bække

Kyst-tilo-kysstien

Kyst til kyststien

Beskrivelsen af Kyst-til-kyststien er delt op i 6 opslag. Der er i hvert opslag link de tidligere herunder og til den næste nederst i opslaget.

Link til 1. etape: Fra Blåvandshuk til Kjelst Plantage

Link til 2. etape: Fra Kjelst Plantage til Varde

Link til 3. etape: Fra Varde til Abildhede

Link til 4. etape: Fra Abildhede til Hovborg

Se i øvrigt den officielle side om stien og folderen.

5. etape

Femte etape går fra Hovborg til Bække, en etape på 20,24 km. Obs på, at opmålingen kan variere alt efter, hvilke små afveje man fysisk gør i løbet af turen og de udfald, ens tracker gør undervejs.

Vi kommer afsted og går mod Hovborg. Inden vi når Brugsen, går stien op ad Grønagervej og bag om Brugsen. Stien fører os gennem en skov og langs med et dambrug. Snart er vi igen tæt på Holme Å.

Vi krydser åen og går nu på den sydlige side af åen. Vi går godt en halv kilometer langs med åen ad en smal sti mellem en mark og en smal bræmme af træer. Her ligger så fint en sten til minde om Egon Thomsen, som faldt om og døde lykkelig på sin anden vandretur på Kyst-til-kyststien.

Ret derefter drejer stien mod nord og åen åbenbarer sig så smukt, at vi må holde pause og bare nyde synet og stilheden. På billedet med rygsækkene kan I se, at der tydeligvis har været en bæver på spil.

I 1999 blev 18 bævere sat ud på Klosterheden sydøst for Lemvig. Man mener, at det er nogle af disse bævere, der har bredt sig til Holme Å, hvor der første gang blev registreret bævere i 2012. Tæt på Høllund Bro har de fældet træer, bygget bæverbo og dæmninger. Bæveren kræver adgang til vand året rundt. Den lever ved større og mindre vandløb, søer, vandhuller og tørvegrave. Kilde: VisitVejen.

Vi krydser Østerbygårdsvej og ikke langt derefter kommer vi for en kort bemærkning ind i Billund Kommune. Holme Å udgør herfra kommunegrænsen, så når vi igen krydser åen, er vi tilbage i Vejen Kommune.

Vi fortsætter og flere steder er der permanent så vådt, at der er lavet stibroer. Her er en helt fantastisk vegetation.

Herefter følger et langt lige stykke, der er temmelig vådt.

Se kort. På dette stykke er stien omlagt. Vi skal over en stente for enden af en mark med heste, krydse marken, som er en stor sump, over en mark med får og krydse endnu en stente.

Omsider når vi en bro, solen skinner, og vi benytter chancen til at få tørret vores tøj mv.

Stenten efter marken med får.

Et ualmindeligt smukt stykke, og så er vi ved broen, hvor vi bestemmer os for at holde pause.

Vi fortsætter og forcerer den ene stente efter den anden. Nogle på tør jord og andre nærmest i en sump. Kvæg og tidligere vandrere har trampet stien godt mudret.

Men her er utrolig smukt.

Ravnhøj Hede

Gispel Mose

Kun få steder i landet både kan og må man færdes i så varierende og ureguleret natur som langs Holme Å. Holme Å er stort set ureguleret og har sit udspring i Gispel Mose ved Bække.

Der er et rigt plante- og dyreliv ved Holme å. Af planter langs naturstierne er der bl.a. lyse-siv, tagrør, eng-kabbeleje, almindelig mjødurt og eng-nellikkerod. På engene kan man også se eng-forglemmigejen og småbladet milturt. Af fugle kan bl.a. nævnes fiskehejre, bjergvipstjært, isfugl og vandstær. Der er også ræve i området og butsnudet frø. I vandet er der regnbueørred, bækørred, skalle, ål, gedde og aborre. Holme Å har fået sit navn efter en række holme – meget små øer midt i åløbet. Disse holme findes ikke længere. Læs mere ..

Bedst som vi troede, at vi var færdige med våde enge og sump, kommer der endnu en “sø”, som det ikke er muligt at gå udenom. Heldigvis har vi gemt plasticpose-overtræksstøvlerne. Jeg har lige akkurat et lille stykke gaffa-tape, som kan lappe Lones, og så kommer vi igennem.

Da vi når Vorbassevej forlader vi Kyst-til-kyststien og tager asfaltvejen de 2,5 km ind til Bække. Vi har bestilt en Flexbil, som vil hente os ved Turistkontoret kl. 17. Vi har besluttet at springe strækningen fra Bække til Bindeballe over. Det forlyder, at den strækning stort set udelukkende er asfalt. Pga. af vejret og Kyst-til-kyststiens beskaffenhed har vi ikke kunnet tilbagelægge så lange distancer, som vi havde planer om. Vi har kun de 6 dage, så etape 6: Fra Bække til Bindeballe tilbagelægger vi i bil. Næste etape vil derfor hedde etape 7.

Info om Bække – mulighed for bad

Den tidligere rutebilstation i Bække ligger lige over for Brugsen. Rutebilstationen rummer en særdeles informativ udstillling om Hærvejen. Her kan man få den fulde forståelse for Hærvejens forløb og indblik i livet langs den.

I sommersæsonen er udstilllingen bemandet med lokale frivillige. Kommer du uden for sommerferien eller på et andet tidspunkt, hvor døren til Hærvejsudstillingen er låst, er du meget velkommen til at låne nøglen i Brugsen. Læs mere ..

Vi havde hele huset for os selv og benyttede muligheden for at tage et bad.

Track af 5. etape

Track Hovborg-Bække

Link til 7. og sidste etape: Fra Bindeballe til Vejle

Link til min pakkeliste.

Efterlad gerne en kommentar, hvis du har fundet info eller tips, du kunne bruge.

2 Kommentarer on “Hovborg – Bække

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *