Højbjerg – Slæbæk – Brændeskov

Dagens tur går i dag til Højbjerg, gennem Slæbækskovene, forbi Heldagergård og tilbage gennem Brændeskov. En tur, der overvejende går gennem skov og over marker og meget lidt på asfalt.

Det er muligt at parkere 5-6 biler over for Højbjerg ved indkørslen til Højbjergvej 12.

Vi starter med at bestige Højbjerg – et af de højeste punkter i Svendborg Kommune.

På toppen nyder vi den storslåede udsigt ud over Dongs Bakker.

Herefter går vi vestpå ad Højbjergvej, hvor vi efter 500 m (efter ca. 1 km, når turen op til toppen inkluderes) drejer til venstre ind i skoven.

Nu går turen sydpå udelukkende på skovveje.

Ved pilen skal vi lige være opmærksomme, for skovvejen går naturligt ligeud, men vi skal til højre ad et ikke så brugt kørespor, for at komme over vestpå, hvor skovvejen fortsætter sydpå.

Kommer I til at gå ligeud, så er det jo bare at gå til højre ad Rårudvej og komme tilbage på sporet.

Her krydser vi Rårudvej.

Efter 3,5 km kommer vi forbi disse to lange træstammer, hvor det er oplagt at holde kaffepause.

Vi fortsætter og nyder dette smukke view gennem underskoven.

Vi kommer nu til et åbent stykke med udsigt til nogle søer med juletræsproduktion bagved. Foto taget ved pilen.

Jeg holder meget af lige præcis den strækning mellem 5. og 6. kilometer.

Markvejen fører os ned til Heldagergård.

Heldagergård er en gammel gård, der nævnes første gang i 1314 og kom senere ind under Hvidkilde gods, som en avlsgård. Heldagergård Gods er på 365 hektar med Edelsminde, Brændeskovgård og Teglværksgården. Kilde: wikipedia.org.

Vi fortsætter forbi Heldagergård, og hvor Heldagergårdsvej ender, skal vi videre ad markvejen, der går bag om ejendommen Højbjergvej 39.

Vi fortsætter ad markvejen og ved et stendige (ved pilen) er der på kortet en sti op til skoven.

Stien er ikke vedligeholdt, så vi går i kanten af marken på den østlige side af stendiget.

Her ender vi oppe i skoven ved en stor sten. Den er lige bag vandreren i rød jakke.

Kort efter vi er kommet op i skoven munder vores trampesti ud i en egentlig skovvej. her drejer vi til højre.

Efter 8,5 km kommer vi til et åbent område med garager og et par grønne skurvogne og et das.

Vi tillader os at låne skovarbejderne plasticstole til dagens frokost. OBS på, at en af dem er trebenet! Se billedet, som er taget, før Amy væltede omkuld.

Derefter har vi kun 2,3 km tilbage til udgangspunktet.

Skoven stopper ved en bom, hvor golfbanen ligger til venstre og et ubestemmeligt bygningsværk til højre. Har du et bud på, hvad det er?

Ved Brændeskovgård Golfklub drejer vi til venstre og går op ad Højbjergvej tilbage til bilerne.

Dagens track.

Link til GPX-filen, som er opmålt til 10,8 km.

Tracket bliver altid længere pga. forskellige afstikkere og det faktim, at mit Garmin-ur er gavmild med kilometerne.

Kortet viser den aktuelle rute (den røde) på ca. 11 km og en alternativ rute (den blå) på ca. 13 km, hvor målet var at komme op til faunapassagen.

Link til beskrivelsen af den blå rute.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *